Tjek din hund

Veterinærinstituttet opfordrer alle hundeejere til at tjekke hundens vaccinationspapirer 16. dec 2014

Det skyldes, at der for øjeblikket er et meget alvorligt udbrud af sygdommen hvalpesyge hos mink. Den virus der giver hvalpesyge hos mink er den samme virus som giver hundesyge hos hund, og den smitter mellem arterne. Hos hunde, såvel som hos mink, ræv, husmår og grævling er infektionen en meget alvorlig sygdom, der kan ende med døden for det smittede dyr på trods af intensiv behandling.
 
Sygdommen blev opdaget første gang i Give i juli måned, og har siden spredt sig gennem Jylland til i alt 42 minkfarme. Alene i uge 42 blev der fundet tilfælde på 13 nye farme. Man har ikke set sygdommen i Danmark i 3½ år, der var enkelte tilfælde i 2001, men heller ingen i 2012 før første tilfælde i juli. Siden har den spredt sig med rystende hastighed, og der er ingen tegn på at det er ovre endnu.
 
Veterinærinstituttet arbejder på højtryk på at klarlægge smittevejene. Det kan være vilde dyr, men mennesker der arbejder på flere farme kan uforvarende have slæbt virus med.
 
Hvis hunde bliver smittet kan de få flere symptomer. Hunden får feber, og der kan ses hoste, øjen- og næse-flåd, lungebetændelse, opkast og diarre og fortykkelse af huden på næse og poter. Hunden kan senere i forløbet også få centralnervøse symptomer som blandt andet krampe og lammelser, disse vil opstå nogle uger efter første sygdomsforløb. Da infektionen skyldes en virus kan dyrlægen kun give støttende behandling under forløbet, samt behandle eventuelle tilstødende infektioner. Som beskrevet ender infektion desværre ofte med at hunden ikke overlever forløbet.
 
Dyr der er vaccinerede bliver beskyttet meget effektivt mod infektion med hundesyge virus, så er hunden vaccineret er der ingen grund til bekymring. Sygdommen smitter ikke til mennesker.

Del denne historie
Tilmeld dig Netdyredoktors nyhedsbrev Vi er en del af VetFamily, som står bag Netdyredoktor.

Tilmeld dig Netdyredoktors nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud.