Fagdyrlæge i hund og og kat

Fagdyrlæge i hund og og kat 16. jun 2016

Astrid skriver: Jeg har i 2014-2015 læst fagdyrlægeuddannelsen for hund og kat, der er en efteruddannelse der tilbydes uddannede dyrlæger.
Den er udviklet i et samarbejde mellem Den Danske Dyrlægeforening og Københavns Universitet (hvor dyrlægeuddannelsen i dag hører under). Uddannelsen består af forskellige moduler, og indebærer både at vi var på universitet i flere seks dages forløb, ligesom der var hjemmeopgaver og eksaminer.

Uddannelsen tages sideløbende med ens almindelige arbejde. Selv om uddannelsen er dansk funderet er den international, det officielle navn er Master of Companion Animal Clinical Science. Undervisningen foregik på engelsk, og der deltog også dyrlæger fra andre nordiske lande på vores hold.

Den sidste del af forløbet indebar, at vi skulle deltage 4 ugers klinikarbejde på et internationalt anerkendt universitetshospital, og lave forløbsbeskrivelser ud fra de cases vi oplevede. To af disse uger var jeg i København, og de to andre uger var jeg så heldig at få lov at være på Europas største smådyrshospital, Queen Mother Animal Hospital, der ligger nord for London, og hører under London University. Det var en stor oplevelse, jeg så operationer og behandlinger, der slet ikke udføres i Danmark endnu.

Uddannelsen har opdateret min viden på en bred og højt brugbar måde. Det er 18 år siden, jeg blev færdig som dyrlæge, og der er sket meget hvad angår mulighederne for både at diagnosticere og behandle mange lidelser hos vores kæledyr. Selv om jeg altid har brugt meget tid på efteruddannelse, er jeg kommet bedre rundt om hele faget i dette forløb. Det har været anderledes at være på skolebænken igen, men jeg har elsket det. Nogle af de ting jeg har lært og deltaget i kan jeg måske ikke bruge så meget i mit daglige arbejde – for eksempel så jeg en hund til strålebehandling og en kat med kunstig urinleder. Det har dog givet mig erfaring i at rådgive om et sygdomsforløb og behandlingsmuligheder.

Del denne historie
Tilmeld dig Netdyredoktors nyhedsbrev Vi er en del af VetFamily, som står bag Netdyredoktor.

Tilmeld dig Netdyredoktors nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud.