Tandbørstning

Tandbørstning 16. dec 2014

Der dannes dagligt belægninger, også kaldet plak, på din hunds tænder. Plak, der får lov at blive siddende på tænderne bliver efterhånden til tandsten. Tandbørstning er den mest effektive måde at fjerne plak. Væn din hund til at få børstet tænder regelmæssigt vha. følgende tilvænningsprogram

Tilvænning til tandbørstning :

Det skal du bruge: En tandbørste med et lille børstehoved med bløde hår, enten en speciel hundetandbørste eller en babytandbørste. Hvis du bruger tandpasta skal det være uden fluor, f.eks. hundetandpasta med leversmag. Husk også masser af godbidder især i starten.
 
Hvert trin bør vare 1-3 uger afhængigt af din hunds temperament og alder. En hvalp vænner sig ofte hurtigere til nye rutiner end en voksen hund. Men husk det er aldrig for sent at lære din hund at få børstet tænder.

Ud over tandbørstning er der også andre måder at forebygge tandsten hos din hund.-
Man kan få foder, der hjælper med at holde tænderne fri for belægninger.
 
Der findes tørfoder og godbidder, der er lavet specielt til at forebygge tandsten, men et almindeligt godt tørfoder og tyggeben mindsker også tandstensdannelse. En anden mulighed er at tilsætte et tandstensforebyggende middel i hundens vand eller mad.  
Det vigtigste er at finde ud af, hvilken form for forebyggelse, der passer til din hunds behov og få det til at fungere som en del af hverdagen.

  1. Det er vigtigt at tandbørstning bliver en hyggelig rutine. Derfor trænes samme tid og sted hver dag og du skal endelig bruge rigeligt med godbidder i starten. Sørg for at du og din hund er i samme højde, du kan f.eks. sætte dig ned på gulvet til hunden, eller sætte hunden op på en skridsikker bordplade, hvis din hund befinder sig godt med det. Løft læben i siden 1-2 sekunder og giv straks efter en godbid. Husk at gentage proceduren på den anden side hver gang.

  2. Løft læben i siden i længere og længere tid for hver dag, 5,10,15,20 sekunder og husk at beløn med godbidder straks efter. Husk at gentage proceduren på den anden side hver gang.

  3. Når din hund accepterer, at du løfter læben i 15 sekunder eller mere begynder du at køre din finger langs tænder og tandkød længere og længere tid for hver dag, 5,10,15,20 sek. På begge sider.

  4. Nu skal din hund vænnes til tandbørsten. Smør noget velsmagende på tandbørsten, f.eks. hundetandpasta m. leversmag og lad hunden slikke det af. Lad derefter tandbørsten strejfe ydersiden af hjørnetænderne fra siden af og beløn med godbid staks efter.

  5. Når din hund er blevet fortrolig med tandbørsten gentages punkt 4, hvorefter du børster få sek. på ydersiden af hjørnetænderne fra siden af . Børst længere og længere tid for hver dag, 5,10,15,20 sek. på begge sider. Husk fortsat rigeligt med godbidder.

  6. Når din hund accepterer børstning af hjørnetænderne i 15 sekunder eller mere begynder du gradvist at børste hhv. kindtænder og fortænder på ydersiden. Efterhånden vil din hund blive så fortrolig med tandbørstningen, at du kan børste alle tænderne på ydersiden. De fleste hunde danner mest plak på ydersiden af de bagerste kindtænder i overmunden og på hjørne og fortænder, derfor er det vigtigst at børste her, men kan du komme skridtet videre og børste på indersiden er det super flot.
Del denne historie
Tilmeld dig Netdyredoktors nyhedsbrev Vi er en del af VetFamily, som står bag Netdyredoktor.

Tilmeld dig Netdyredoktors nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud.